Af ledelseskonsulent Nina Kongshaug og Mette L. Stockmarr
At starte på et nyt lederjob sætter dig på arbejde i mere end en forstand… Du skal sætte dig ind i nye arbejdsopgaver, lære nye kolleger at kende, lære en ny organisation og dens kultur at kende, lære nye arbejdsgange og meget mere. Du har alle dine ”antenner” ude, du står på tæer og du har det måske som anden, der er rolig på overfladen mens andefødderne pisker afsted under overfladen.
Alt det nye skal rummes, bearbejdes og finde sin plads. Det er en proces som kræver tid og hvor du bør give dig selv mulighed for refleksion. Refleksionen kan give dig nye erkendelser som kan bidrage til, at du agerer anderledes end først forventet og at du dermed iværksætter nye handlinger.
Her er 5 anbefalinger som kan hjælpe dig, når du starter i nyt lederjob…
Tag en notesbog med dig rundt i organisationen og skriv løbende dine iagttagelser, tanker og følelser ned. Man siger, at de første 100 dage er vigtige da ”døren står åben”. Som ny i en organisation er man alert, lyttende og intet er endnu blevet til vaner. Man ser, hører og undres…
Dine iagttagelser og refleksioner kan tage udgangspunkt i følgende spørgsmål; Hvad er det første der møder dig, når du træder ind ad døren? Hvordan bliver du budt velkommen? Hvordan oplever du stemningen? Hvad fortælles om arbejdspladsen? Hvordan bliver du introduceret til organisationen og dine arbejdsopgaver? Hvordan taler dine kolleger sammen? Hvad tid møder og går dine kolleger? Hvordan foregår møderne - starter og slutter de til tiden, er der en dagsorden og følges den?
Snak med så mange mennesker i organisationen som muligt – høj som lav - også fra andre afdelinger.
Tænk over hvordan du vil præsentere dig selv, når du møder en ny kollega. Hvad er vigtigt, at de ved om dig? Mødet med en ny kollega er første skidt imod etablering af en tillidsfuld relation. Giver du lidt af dig selv – både fagligt og personligt – kan den tillidsfulde relation skabes hurtigere.
Vær nysgerrig, stil mange HV-spørgsmål og LYT…. Husk du fra naturens siden har fået 2 øre og en mund 😊 At du viser interesse for andres områder ved at give dig tid, være spørgende og ikke mindst lyttende er med til, at du skaber den nødvendige tillid. Når vi har tillid til hinanden, deler vi viden. Det er i denne tillidsfulde dialog, at du får vigtig information om organisationen, dens kultur og dens ansatte. Du får både indblik i alt det du kan se (det formelle over overfladen) og det der umiddelbart kan være vanskeligere, at få øje på (det uformelle ”liv” under overfalden).
Du kan endvidere overveje at bruge en coach til at hjælpe dig med at bearbejde alt det nye. Når vi er syge går vi til lægen…. Når vi skal skilles, går vi til advokat… Hvor går vi hen, når vi starter nyt lederjob? En coach kan hjælpe dig med, at du kommer godt fra start i dit nye lederjob bl.a. ved, at få sat ord på og bearbejdet alle dine refleksioner, tanker og følelser.
Comments